MINDRE STRESS I HVERDAGEN

Her efter en forhåbentlig skøn ferie, kan det være svært at holde fast i de gode intentioner om at have mindre stress i hverdagen. Her kommer nogle gode tips til hvordan det kan lade sig gøre.

1. Vælg fra så du kan vælge det gode til. Når du siger pænt nej tak til en middags-aftale eller andet, så gør det med god samvittighed, for når du vælger noget fra, så gør du det for at vælge dig selv til. Tænk over om det du er lige ved at sige ja til, virkelig er noget du du har lyst til, eller om det rent faktisk vil være bedre for dig at takke nej og dermed prioritere dig selv. Det er IKKE egoisme (i hvert fald ikke negativt ladet), det er selvkærlighed, og det kan de fleste af os godt bruge lidt mere af.

2. Vær i nuet. Prøv flere gange om dagen at være i lige præcis det du foretager dig. Spis et æble (eller andet) og smag hver en bid. Vær 100% nærværende i en samtale (altså uden at tænke på hvad du skal bagefter, og uden at “dømme” på det den anden siger). Kig på omgivelserne omkring dig når du går eller cykler, og tag det du ser ind. Drik en kop kaffe eller te med fokus på smagen, varmen, evt. virkningen. Der er masser af muligheder for at træne det at være i nuet (mindfulness) i din hverdag, det behøver ikke at være noget du skal bruge tid på.

3. Lær at sige “pyt”. At kunne sige pyt til de ting der IKKE er inden for din kontrol, er en STOR gave. Hav i stedet fokus på de ting hvor du virkelig kan gøre en forskel, de ting som er inden for din kontrol. Du kan eksempelvis ikke ændre din partner, chefen eller din kollega, men du kan vælge om du kan leve med dem, eller om du skal til at tage nogle store beslutninger. At bruge energi på det som er udenfor vores kontrol er en “energi dræber”, så flyt fokus og få mere energi.

Kærligst Marianne