STILHED

Der skulle gå rigtig mange år, før jeg opdagede værdien i stilheden. I dag er det en vigtig ingrediens i mit liv, og jeg trives ikke uden. Samtidig er stilheden svær at finde, når jeg ikke trives, så det er en god indikator for, om der er flow i mit liv, eller om der er noget der skal justeres.

Stilhed som jeg elsker så højt
For en stund blev du til tavshed
Larmende tavshed
Der slet ikke flød
Som min elskede stilhed

Stilhed som jeg elsker så højt
Du er tilbage
Jeg vidste du var der
Jeg kunne bare ikke nå dig
Som min elskede ven

Stilhed som jeg elsker så højt
Jeg hører dig i bølgerne
Ser dig i skyerne
Mærker dig i vinden
Som min elskede følgesvend

Stilhed som jeg elsker så højt
Du åbner mit hjerte
Sætter smil på mine læber
Viser mig lykke
Som min elskede inspiration